1

For at komme i betragtning til en ledig bolig i Svendborg Andels-Boligforening, skal du være medlem. Hvis du ikke allerede er medlem, koster det 200,- kr. Alle der er fyldt 15 år kan blive medlem. Alle medlemmer kan enten vælge, at de vil på venteliste til en bolig eller stå som passivt medlem.

Regler for medlemskab af almene andelsboligforeninger
ALLE eksisterende medlemmer, der ønsker at bevare deres medlemskab af Svendborg Andels-Boligforening, skal fremover betale et årligt ajourføringsgebyr på 175 kr. Gebyret er ens – uanset om du allerede bor i et af foreningens lejemål, om du er aktivt søgende eller blot vil bevare dit medlemsnummer og anciennitet, hvis du engang i fremtiden skulle få brug for en ny bolig. Det er altså ikke muligt blot at være passiv og gratis medlem af boligforeningen.
Boligforeningen sender en opkrævning på det årlige gebyr ud i god tid, hvor der også angives en forfaldsdato. Det er meget vigtigt, at du får betalt. Hvis ikke du betaler, vil boligforeningen seks uger efter, at forfaldsdatoen er overskredet slette dit medlemsnummer. Boligforeningen fremsender ikke rykkere på beløbet. Derfor anbefales vi, at man tilmelder opkrævningen til automatisk betaling via PBS.

Hvis du glemmer at betale ajourføringsgebyret, eller at meddele flytning
Hvis du glemmer eller undlader at betale ajourføringsgebyret, eller glemmer at melde flytning til Svendborg Andels-Boligforening, så vi ikke kan finde frem til dig, bliver du slettet som medlem. Det er derfor meget vigtigt, at du kontakter os hvis du flytter, så vi kan få din adresse opdateret.
Hvis du er blevet slettet som medlem, kan du godt blive medlem i boligforeningen igen. Du skal blot betale for et nyt medlemsskab. Din anciennitet bliver i så fald beregnet ud fra dit nye medlemsnummer.